WEBSHOP

Facebook

+45 44 45 77 11

Får dit føl mon nok af hoppens råmælk?

Føl fødes immun-naive. Det betyder at de ved fødsel ikke har nogen antistoffer i kroppen og at de derfor ikke er i stand til at modstå sygdom.

Føllet er altså komplet afhængige af den passive overførsel af antistoffer fra hoppens første mælk (kolostrum) for at være beskyttet mod sygdom de første 2 måneder af dets levetid. Først herefter er føllets eget immunforsvar udviklet nok til at beskytte det.

Der findes en lang række af risikofaktorer som kan lede til at den livsvigtige overførsel af antistoffer ikke finder sted. Risikofaktorerne kan både være relateret til hoppen og til føllet.

1. Prematur laktation hos hoppen: Koncentrationen af antistoffer i hoppens mælk reduceres kraftigt indenfor de første 24 timer efter laktationen begynder. Derfor er det vigtigt at se laktation før foling som en risikofaktor for nedsat overførsel af antistoffer, også selvom føllet er frisk og drikker hurtigt efter folingen.

2. Nedsat kvalitet af kolostrum: Nogle gange er hoppen ikke i stand til at danne kolostrum af god nok kvalitet til at sikre overførslen af antistoffer. Det ses oftest hos førstegangsfolende hopper og hos hopper på >15år. Du kan selv evaluere kvaliteten af din hoppes kolostrum. Det skal være gulligt i farve og meget klistret at røre ved. Man kan også bruge et refraktometer (typisk anvendt til at evaluere vine). Målingen på refraktometeret bør være = 1.060.

3. Problemer med føllet: Det er meget vigtigt at sørge for at føllet kommer op at stå og drikker indenfor den første time af dets levetid. I nogle tilfælde får føllet dog ikke drukket. Det kan skyldes at hoppen ikke tillader føllet at drikke, svaghed hos føllet, fødselsdefekter, benstillings fejl eller anden sygdom hos føllet. I det tilfælde er det vigtigt straks at kontakte sin dyrlæge for at sikre føllet bedst muligt.

4. Ukendt årsag: Nogle gange ses utilstrækkelig overførsel af antistoffer også hos raske føl uden nogen kendt årsag.

Vi ved at utilstrækkelig overførsel af antistoffer også kaldet Failure of Passive Transfer (FPT) ses hos op til 38% af alle føl.
Det er ikke en sygdom i sig selv, men vi ved at hvad enten det skyldes 1, 2 eller 3 af de ovenstående årsager så prædisponere det i væsentlig grad for udvikling af andre mere livstruende sygdomme. Ud af de føl som har FPT udvikler 35-50% sygdom indenfor de første 3 levemåneder som kræver hospitalisering eller anden behandling af en dyrlæge, og som i værste tilfælde kan være livstruende.

Derfor anbefaler vi at alle føl tjekkes for tilstrækkelig overførsel af antistoffer når de er omkring 24 timer gamle. Dette gøres ved at tage en lille smule blod fra føllets blodåre i halsen og måle koncentrationen af en bestemt type af antistoffer (IgG) i blodet. Hvis IgG koncentrationen = 800mg/dl har føllet optaget tilstrækkeligt med antistoffer fra kolostrum. Hvis koncentrationen er = 800mg/dl og =400mg/dl er der tale om delvis utilstrækkeligt optag af antistoffer (partial Failure of Passive Transfer (pFPT)), og hvis koncentrationen er = 400mg/dl er der tale om Failure of Passive Transfer (FPT).

Behandlingen af pFPT og FPT er afhængig af smittetrykket i føllets omgivelser og hvorvidt der er tale om pFPT eller FPT.

Smittetrykket i føllets omgivelser kan sænkes ved at sørge for ren strøelse i boksen, opstaldning væk fra åringer og konkurrenceheste, rengøring af udstyr som benyttes til hoppe og føl og håndvask inden håndtering af føl og hoppe.

Ligeledes er det vigtigt at hoppen er korrekt ormebehandlet (1 måned inden forventet foling) og vaccineret (4-6 uger inden forventet foling) for at nedbringe smittetrykket og øge hoppens overførsel af antistoffer til kolostrum.

Når medicinsk behandling vurderes nødvendig, består denne af tildeling af kolostrum til føllet indenfor de første 12 timer af dets levetid. Er føllet mere end 12 timer gammelt er tildeling af ekstra kolostrum ikke længere en mulighed, da de ikke kan optage antistoffer over tarmen længere. I de tilfælde kan man benytte sig af plasmainfusion direkte til blodbanen for at øge koncentrationen af antistoffer.

Er du i tvivl om hvorvidt dit føl er dækket ind så tag gerne en snak med en af os dyrlæger.

Dyrlæge Malene Laurberg, HS Hestepraksis.